fredag den 28. september 2012

C + Kaffe = ægte kærlighed

Jeg kan brøle! Wwwwwrrraaaaaauuuuggghhhh!!!! Og lave grimme grimasser, når jeg prøver at undertrykke et af brølene. Det gælder mest om morgenen, når jeg endnu ikke har fået min kaffe, og min krop i bedste fald føles som dødvægt. Og hvor jeg ikke så godt kan rumme spørgsmål som "skifter du lige Mini Tvittens (lorte-)ble?" og "hvornår skal vi prøve at køre om natten, Mor? (wtf???)", altimens Mini Tvitten protesterer af sine lungers fulde kraft, og 11-tallene sprøjter til højre og venstre ud ad hendes lille næse. Godt, at C er så tålmodig og overskudsagtig. Og altid sætter kaffen over, så snart han står op...
Emoji


onsdag den 26. september 2012

Dagens give-away

Det er ikke fordi, jeg har kastet mig ud i en konkurrence eller give-away på min blog. Det er bare fordi, Tvitten jævnligt finder en eller anden gave til C eller jeg, som vi skal tage med os på arbejde, og i dag ville jeg så lige vise en af dem frem, fordi jeg ikke kan lade være.

Det er en lille, fin blomst. Hun plukkede den fra en vase på spisebordet og sagde, at den måtte jeg gerne tage med på arbejde i dag. Så kunne den stå ved siden af min computer og dufte og sprede glæde. Og det er lige hvad den gør:-) Andre gange er det C, som har haft fornøjelsen af Tvittens give-away. Og har således haft Hello Kitty-computeren med på arbejde adskillige gange, ligesom han en dag fik lov at få en hel kasse med, fyldt op med al yndlingslegetøjet, det heldige asen. Så selvom Tvitten er den lidt ekstroverte type, der elsker at klatre og tonse rundt og altid har blå mærker på benene, så har hun en ret følsom og omsorgsfuld side, som også kan titte frem en ganske almindelig leverpostejshverdag:-)



mandag den 24. september 2012

Sippet-Mor, go home...

Vi er blevet fire nye medlemmer rigere her i familien. De hedder Barbien Med Det Lange Røde Hår, Barbien Med Det Lyse Hår, Baby-Barbie og Far-Barbie. Mit bedste bud vil være, at de har ligget gemt væk i ca. 25 år (var der nogen, der sagde højt pandehår og neonfarvet tøj?) i en papkasse på et loft og bare ventet på at blive fundet af nogle barmhjertige sjæle. Det blev de så i weekenden. Af Tvitten og en legekammerat under arbejdsweekenden i vores gård.

De er bare så grimme. Og de lugter også lidt af mug. Men det oplever Tvitten ikke. For hende er der tale om en nyfunden kærlighed, som ikke mindst knytter sig til den oplevelse, det var at sidde i stuen hos legekammeraten og dele alle Barbie-delene imellem sig på aller fredeligste vis. Og så må sippet-Mor lige gemme sig væk og holde sin rynkenpånæsen for sig selv. Og hvem kan egentlig også sige nej til en Tvitten, der storhygger på køkkengulvet sådan en grå mandag morgen og inde i sengen, mens hun viser Mini Tvitten alle de funky tricks, sådan en Barbie kan? Ikke jeg. I dag, i hvert fald...




Barbie Med Det Lange Røde Hår 

fredag den 21. september 2012

En fugleklat i hånden...

... er bedre end ti på taget, eller hvordan er det nu lige, den er? Tror under alle omstændigheder, det var universets måde at fortælle mig på, at det var på tide at slappe lidt af og ikke stresse mere end højst nødvendigt, og at det måske var derfor, jeg endte som skydeskive (skideskive?) for en fugl i går morges, i samme øjeblik som jeg ville skynde på Tvitten.

Jeg syntes ellers lige, at jeg havde klaret overgangen fra barsel til jobsøgning fantastisk godt (når nu jeg selv skal sige det!). Og var kommet ind i en fin rytme med arbejde på læsesalen hver dag og af sted med en ansøgning her og af sted  til en samtale der, og så kunne jeg holde fri med god samvittighed om eftermiddagene sammen med familien og med en tro på, at min ansøgning alene var nok til at samtlige arbejdsgivere ville falde i svime over min faglige kunnen og fantastiske personlighed i øvrigt (ahem...).

Men hold nu op, så tacklede virkeligheden mig bagfra. Og mindede mig lige om, at der stadig er 280 andre kommunikationsfolk, der sulter efter de samme 7 opslåede stillinger, som før jeg gik på barsel. Og at selvom man kommer til samtale, så kan drømmen om jobbet blive slået i stykker, hvis man finder ud af, at stillingen alligevel ikke indebar det, man havde forestillet sig, og at begge parter kan mærke helt ned i maven, at man ikke er den rette til jobbet - hvor end begge gerne ville det.

Min selvtillid tog derfor et dyk forrige uge. Et af den slags, der ganske vist ikke sendte mig ud i et sort hul som under specialeprocessen, men som alligevel krævede utrolig meget energi, fordi jeg hele tiden skulle holde de negative tanker væk og i stedet arbejde for at gøre plads til de positive tanker omkring min faglighed og huske at tænke rationelt. Og det er en udfordring for mig de her dage. Fordi de positive tanker i høj grad hænger sammen med muligheden for at afprøve mine kompetencer i en konkret sammenhæng, og den mulighed skal der arbejdes hårdt for i øjeblikket. Jeg skal derfor passe på med ikke at panikke og forsøge at sende ansøgninger ud til højre og venstre og miste motivationen oven på de første par afslag, og jeg synes, det kræver en del energi at arbejde så målrettet hver eneste dag.

Det var måske derfor ikke så underligt, at underskudsmor fulgte lige i hælende på den tankevirksomhed i weekenden. Hun ville rigtig gerne stikke sit hoved frem og sætte den automatpilot til, som er god til at sige 'nej' og knap så god til at være nærværende i mere end 5 minutter ad gangen. Der skulle kæmpes lidt for at holde hende nede. Men en af dagene nåede hun da lige at gøre mig opmærksom på, at Mini Tvitten var SÅ på tværs, fordi hun ikke ville gå selv og bare overhovedet ikke satte pris på, at vi nu skulle på udflugt til Den Gamle By i Aarhus - en rigtig træls tanke at få. Og ikke kun på grund af tanken i sig selv, men især fordi det dagen efter viste sig, at hun havde fået skarlagensfeber (1-0 til dårligt forældreskab, øv)!

Heldigvis var underskudsmor ikke alt-dominerende, og en forlænget weekend hos Mormor og Bedstefar gjorde lykke og kunne give mig lidt ro og sætte lidt perspektiv på tingene. Vi nød i hvert fald alle fire at tage med dem på bondegårdsbesøg og klappe køer, spise den medbragte frokost og bade i korn - hvilket åbenbart kun var børn forundt ifølge Tvitten ("du må gerne hoppe op af kornet igen, Mor". Tsk.). Og lige bortset fra den indledende seance med underskudsmor, så endte besøget i Den Gamle By med at være helt fantastisk hyggeligt. Vi fik set alle de gamle huse og oplevede, hvordan man boede engang. Tvitten sang og dansede for C og jeg (og de andre spisende gæster) i en gårdhave, mens Mini Tvitten tog sig en lur, og hun nåede også at være med til at fodre høns med levende orm. Det eneste, der lige kunne lokke hende med hjem igen, var udsigten til at skulle besøge sine kusiner og sin fætter. Noget, hun havde set frem til hele dagen og spurgt til hvert 5. minut, og som levede op til hendes forventninger til fulde (ikke mindst på grund af fætterens hjertelige body-slam som velkomst og farmorens uventede besøg!).  

Så ja, de negative tanker har truet lidt med at skabe panik i min jobsøgningsproces, og jeg skal være opmærksom på at holde dem væk. Det går også bedre nu, heldigvis og ikke mindst takket være min familie:-)


































mandag den 10. september 2012

Så stod jeg der...

... en søndag eftermiddag og gemte mig bag et træ på legepladsen og råbte 'kuk kuk!'. Indtil der var gået 5 minutter. Og jeg opdagede, at Tvitten havde fundet en ny og jævnaldrende legekammerat at lege med. Og så blev jeg nervøs for, at hun lige om lidt starter i skole og lukker døren ind til sit værelse, fordi hun vil være alene med sine venner, som er SÅ meget mere interessante end forældrene!

Jeg tror, jeg vil holde tidligt fri i dag, så jeg kan nå at lege lidt mere med hende.



Det lidt for gode gemmested.

fredag den 7. september 2012

Annonce



Ønskes:

En hel nats søvn. Tak. Minimum 8 timer. Uden at vågne for at finde sut/skifte ble/trøste/falde over legetøj.
 

Haves:

Baby med vågentid fra kl. 3 - 5.30. Ikke på grund af tørst/manglende sut/utryghed/fyldt ble. Men bare fordi. Suk.
 
C og jeg skiftedes til at tage vagten i nat. Og det gik fint og uden at vrisse det mindste (kan man være så træt, at man ikke orker at vrisse?). Men så prøvede jeg på et tidspunkt at lægge mig ned med Mini Tvitten i Tvittens juniorseng. Tvitten lå nemlig i vores seng, og det ville være så synd for hende, hvis hun blev vækket af alt postyret. Hun vågnede dog alligevel og ville også ligge sammen med Mini Tvitten og jeg. Og der lå jeg så med vores to piger, sammenkrøllet og træt, alt for tidligt i morges. Og kunne tænke på C, der lå i vores 2,3 meter brede seng i soveværelset. Nåmen. Jeg kan jo håbe på, det bliver bedre i nat. Og hvis ikke, så håber jeg på, at denne annonce kan kaste lidt af sig.  
 
 
P.s. Undskyld, hvis jeg vrøvler. Jeg orker bare ikke at læse korrektur idag...
 
 
Ja ja, uskyldigt ser det ud. Nu.

tirsdag den 4. september 2012

Og så gik tiden da med det...

Egentlig ville jeg have lavet et indlæg om vores weekend. Og fortalt om hvor hyggelig den var. Med besøg af Mormor og Bedstefar. Som tog Tvitten med på brombærtur og gav C og jeg tid til at holde i hånd. Og om hvordan vi gik fra at skulle have været på søndagstur til Sagnlandet Lejre, fordi nogen (jeg) mente, at den lille familie ville have godt af lidt natur og lærdom om livet engang. Til at vi i stedet skulle på picnic på en stor legeplads tværs gennem byen, fordi andre (C) var for trætte til at køre i bil. Men som endte med at vi bare tog på en af de lokale legepladser og bredte tæppet ud der og blev belønnet med en stor portion nærvær og smil og masser af æbler og bær. Og så ville jeg slutte af med at vise et lille udpluk af nogle af de billeder, jeg tog undervejs.

Men så kom jeg lige nu i tanke om, at jeg hellere vil dele nedenstående video og barndomsnostalgi med jer. Bare fordi. Den er blevet spillet cirka 400 gange herhjemme siden søndag eftermiddag, hvor den poppede op i mit hovede og vandt Tvittens hjerte, og vi har sunget og danset til den mindst lige så mange gange - både os og prinsesserne, som har besat dukkehuset. Og den er blevet afbrudt og startet forfra af en ret irriteret Tvitten mindst tre gange, fordi jeg ikke kunne styre mig og kom til at synge med på Tvittens vers ('det, som pigen i den blå kjole synger!').




Og så kan jeg alligevel ikke lade være med at smide lidt weekendbilleder ind. Bare fordi...