tirsdag den 9. oktober 2012

Det var vuggestuen, der skete!

Så kom den: vuggestuestarten. Den nye virkelighed, som jeg har gået og frygtet så længe, og som har været en af grundene til, at ordene ikke rigtigt har fundet vej til bloggen i en uges tid. Lige nu har jeg svært ved at tro, at jeg på noget tidspunkt vænner mig til det. Også selvom vi har prøvet det før. Faktisk tror jeg, at jeg denne her gang har været lidt mere utryg ved at skulle sende sådan en lille størrelse i institution, så C og jeg har gjort os rigtig (rigtig!) mange overvejelser om, hvad der ville være det bedste for Mini Tvitten og for os som familie. Vi har derfor kigget på alle mulige forskellige dagplejerordninger, private pasningsmuligheder og almindelige vuggestuer.

Vi er imidlertid som så mange andre forældre i København blevet udfordret af, at det er noget nær umuligt at få sit barn i ønskeinstitutionen (man lærer hurtigt navnene på de ansatte hos Pladsanvisningen at kende, åh ja). Men vi var heldige i sidste ende at få tilbudt en plads hos en vuggestue med nogle søde pædagoger, og så lader vi som om, at den ikke ligger i langbortistan.

Nu har Mini Tvitten så været på besøg i vuggestuen 7 gange. Og bortset fra opkast torsdag og et lettere fragmenteret indhold i bleen fredag (velkommen til vuggestueland) er det faktisk gået forrygende. Hun har smilet sit charmesmil og leget nysgerrigt med de andre børn og pædagogerne, og moren har indtil videre på forunderligste vis kunnet skjule sin desperation over at skulle skubbe den lille solstrejf ud af reden og overlade hende til fremmede mennesker. Okay, det hænger muligvis sammen med den lille bagatel, at det er C, der står for indkøringen, og at det ikke er mig, der skal smile og vinke halv-febrilsk til en uforstående Mini Tvitten. Men anyways. Jeg hæfter mig ved, at Mini Tvitten hurtigt falder til ro, når C er gået ud af rummet. Hun er stadig vores glade og tilfredse marcipangris og er altså ikke gået i 1000 stykker af at have været ude i verden på egen hånd. Så jeg tror, det nok skal gå. Ikk'?!



En Mini Tvitten, der stadig er ved godt mod

4 kommentarer:

  1. Nuttebasse - klar til nye eventyr :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, tak - altså, moren kan jo heller ikke stå for smilet og de bløde kinder;-)

      Slet
  2. Puha. Jeg kan slet ikke overskue, at det er os 'lige om lidt' (altså engang til foråret). Det virker helt naturstridigt at skulle være væk fra Bean i mange timer hver dag. (Men på den anden side er det nok også sundt at vende lidt tilbage til voksenland nogle af døgnets timer) Knæk og bræk med det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Har ordet 'pasning' også sneget sig ind hos jer? Er helt enig - det går lidt imod ens instinkter at skulle være væk fra sit barn i så mange timer. Men, som du siger, er der nu også nogle gode ting ved at være tilbage i voksenland: man begynder bl.a. efterhånden at kunne deltage aktivt i samtaler, der bevæger sig ud over emnerne babymad/-tøj/-udvikling... etc. Og det er ikke så tosset endda.

      Slet