lørdag den 22. december 2012

Nye traditioner

Torsdag holdt Tvitten og jeg en fridag sammen. Fordi vi trængte til det (hvem kan ignorere et 'Mor, det har været en lang dag i børnehaven i dag...'), og fordi vi kunne. Siden vores fridag sammen i efteråret havde jeg nemlig besluttet mig for, at vi selvfølgelig også skulle en tur i Tivoli i december og se juleudstillingen og endnu engang drøne tosset rundt mellem ballongynger, karruseller og rutschebaner med hver vores højre arm strakt foran os, så turpasset aldrig ville få hvile. Det skulle være Tvittens og min tradition.

Juleturen til Tivoli blev dog ikke fulgt af helt den samme idyl og lærkesang som Halloween-turen. Blandet andet fordi Moren hurtigt noterede sig et mismatch mellem yummy mummy-tøj og polarkulde (og en mangel på ildfade blandt forlystelserne i øvrigt). Og fordi Tvitten blev slået næsten hjem, da vi fandt ud af, at Ballongyngerne først ville køre om eftermiddagen. De Ballongynger, som hun har talt om lige siden Tivoli-turen i efteråret og havde set frem til at skulle prøve 'vildt mange gange, ikk' Mor?!'. Men det gør heller ikke så meget. Turen blev i stedet sin egen, hvor vi gik rundt lige så stille og kiggede på nisser og holdt i hånd, og hvor en træt Tvitten puttede sig ind til mig, mens vi tog en sidste karruseltur. Jeg tror derfor, vi holder fast i Tivoli lidt endnu. Og i konceptet med at holde en pause i hverdagen indimellem.

Og det er i øvrigt også, hvad vi vil gøre den næste uges tid med resten af firkløveren:) Turen går vestover, og jeg glæder mig som et lille barn til at fejre jul med begge familier, til at kysse vores piger kvalmende meget og C ligeså.

God jul derude og godt nytår:)

'Se, det er god service!' En formiddags kaffe/kakao på yndlingscaféen endte med en gratis og fortrinlig hindbærcupcake til Tvitten, fordi hun skulle vente 12 l.a.n.g.e. minutter på sin kakao (at det så endte med at være moren, der kastede sig over kagen, synes jeg ikke, vi behøver gøre et stort nummer ud af).








2 kommentarer:

  1. Glædelig jul! Og herligt med julekys til pigerne og manden :)

    SvarSlet
  2. Tak for julehilsen, Karoline - og undskyld, jeg først ser den nu (juleferien holdt rigtig godt fat i mig).

    Håber også, I er kommet godt ind i det nye år, og at der er ved at være kontrol med ammefesten igen;)

    SvarSlet