tirsdag den 29. januar 2013

Telefonsvareren

Dette er mokka & mælkeskægs automatiske telefonsvarer. Jeg kan ikke komme til tastaturet lige nu, idet jeg sikkert er faldet i søvn i bunken af vasketøj (der nu på fjerdedagen ligger i IKEA-posen og stadig ikke har fundet ud af selv at folde sig sammen og kravle ind i skabet) eller ind over juniorsengen under putteritualet.

Jeg vender naturligvis tilbage, så snart jeg enten er vågnet helt eller har fået lagt bare dele af tøjbunken sammen. Men skulle du få brug for lidt mælkeskæg inden da, kan du prøve at lede efter mig et af følgende steder (det er mig med de blodsprængte øjne, og som højst sandsynligt kun har husket at tage en ørering på i det ene øre):


  • På Tvittens ballethold. Hvor jeg løber med i rundkredsen som en sommerfugl og basker med vingerne armene og prøver at følge instrukserne fra en formentlig velmenende medforælder eller den nye træner, som gerne vil involvere forældrene i træningen.

  • På apoteket. Hvor jeg er igang med at forhandle mængderabat på Strepsils med citrussmag på grund af en ond omgang halsbetændelse og en hoste, der i den grad har udfordret min bækkenbund de sidste par uger (og i mit stille sind får mig til at takke et fascistisk sundhedspersonale og dets insisterende råd om træning af selvsamme, suk).

  • Ved computeren. Med 10 fingre, der hamrer vildt og blodigt på tastaturet for at prøve at indhente lidt for mange ugers opgaver og ansøgninger, som har hobet sig op oven på netværksarbejde og Mini Tvittens neverending forkølelse og skoldkopper version 2.0 (for det kan man åbenbart godt få to gange, når man er så lillebitte som Mini Tvitten. Ved vi så nu).

  • Hængende i telefonen i snak med Pladsanvisningen. Eller på besøg hos Mini Tvittens nu kommende vuggestue, som hun blev tilbudt en plads i for et par dage siden. Og som krævede et af de der svære, nervepirrende svar fra C og jeg inden for få dage, hvor vi bl.a. skulle tage stilling til, om der var mere at vinde ved den nye vuggestue end blot en logistisk 1. plads med dens placering i baghaven og lige op ad Tvittens børnehave. Det var der heldigvis (men mere information om det følger senere, når jeg er vendt tilbage)

  • I gode menneskers selskab. For ja, just shoot me, men blandt alle de opgaver, jeg burde løse og få arkiveret, har jeg alligevel prioriteret at få set nogle gedigne mennesker på det sidste. Nogle af dem, der har været et forfriskende farveladeselskab i en travl hverdag, og som har kendt mig så længe og så godt, at de kan bære over med de blodsprængte øjne, ostehapspletterne på tøjet og Tvittens krusedullestreger på kinderne. 


Indtil da håber jeg alt er vel derude i blogland - jeg glæder mig til at følge med igen.

Og så nogle pausebilleder:

En glad Mini Tvitten i sin vuggestue - kan man skifte vuggestue, når man er så glad i den nuværende..?

Mini Tvittens fodaftryk på vuggestuens væg - ååårh....

Hjemmebag hos Mormor og Bedstefar i weekenden




Østrogenhygge og varme i vinterkulden til kusinens fødselsdag


fredag den 11. januar 2013

Møg med møg på

Nu kommer der lige et lettere deprimerende indlæg. For dele af denne her uge har tangeret en rigtig møg-uge. En totalt energiforladt tung i kroppen-uge, hvor fingrene slet ikke har kunnet finde rytmen og danse hen over tastaturet, og hvor mit vægelsind har nået nye højder (skal jeg varme mælken, inden jeg hælder den i kaffen, eller skal jeg tage den kold? Skal jeg overhovedet have kaffe, nu hvor jeg lige har spist frokost, eller skal jeg vente en halv time? Kom ikke og sig, at jeg ikke får vendt livets store spørgsmål).

Ugen startede ellers rigtig fint. Jeg mødtes med tre andre jobsøgende og fik lavet noget arbejde i forbindelse med et nyt netværk, jeg lige har meldt mig ind i. Det er et rigtig fint netværk, hvor der er en god energi, og hvor jeg er med i en arbejdsgruppe, som jeg synes, jeg kan bidrage til med noget erfaring og den der ja-hat, jeg så gerne vil beholde oven på hovedet. Tirsdag kom Søster, Svoger og min dejlige niece og nevø forbi, inden de onsdag skulle flyve tilbage til USA. Og det var bare så hyggeligt at spise aftensmad med dem alle og nyde et glas vin på en hverdag (så vilde kan vi nemlig godt være, vil jeg gerne pointere). Og at have Søster helt for mig selv senere på aftenen, da vi tog på den lokale café og fandt ind til vores egen lille verden igen. Vi grinede af vores eskapader fra særligt disko dasko-dagene i Aarhus i de sene 90'ere og fik snakket om alt og ingenting og holdt i hånd igen. Noget, der har været svært at finde rigtig tid til, siden Søster skiftede sin danske adresse ud med nogle lidt mere eksotisk klingende nogle af slagsen.

Og det er måske også derfor, at mit humør blev så gråt i onsdags. Tanken, om at Søster og familien nu skulle hjem igen til et land alt for langt væk og uden at vide, hvornår vi skal ses igen, væltede mig lidt omkuld og gjorde mig rigtig ked af det. På den der måde, hvor jeg slet ikke kunne forestille mig, at et stykke tekst nogensinde kan komme til at hænge sammen, og jeg sad vist bare og stirrede ind i skærmen det meste af onsdag og torsdag med de grådlabile tendenser hængende lige over hovedet.

Jeg fik dog vendt det hele lidt med C i aftes. Både Søster-savn og job-savn, og det hjalp en del (og søreme om solen ikke også skinner lidt i dag). Derfor vil jeg slutte dette depri-indlæg af med et klip, der gav mig ondt i maven af grin forleden. Fordi, det er rart bare at grine over et usofistikeret drengerøvspåfund engang imellem. Og fordi, at det lige om lidt er weekend, i morgen har jeg fødselsdag, og alt det der jobbøvl skal nok løse sig på et tidspunkt. God weekend:)




mandag den 7. januar 2013

God jul og godt nytår, bøvs!

Så kom vi på den anden side af jul og nytår, hik. Og med den velkendte følelse af at være mæt på den helt særlige måde, der inkluderer en eftersmag af lidt for meget andesteg, rødkål og konfekt (og med en fibersprængning i det ene lår uden at have motioneret det mindst, wtf!). Og også lidt af at have skamredet en juleferie og udnyttet den maksimalt for at få set alle de rare mennesker i vores liv, vi ikke får set i det daglige.

Det startede dog knap så idyllisk den 22. december. Ej, faktisk den 21. december, kommer jeg lige i tanker om. Med et kortfattet elektronisk afslag på et job, hvor jeg havde været til jobsamtale. Og med et ønske om god jul og godt nytår, i øvrigt. Så kan man da lige gå på juleferie med ondt i næsen over en smækket dør og så ellers famle lidt rundt for at finde sin ja-hat igen og et åbent vindue...

Jeg må indrømme, at jeg brugte resten af dagen på at slikke mine sår og modtage en masse tlc fra C. Men blev også hurtigt enig med mig selv om, at selv et kedeligt afslag på et job, hvor jeg lige havde nået at drømme om et meningsfuldt job og en egentlig indkomst, den onde lyne mig ikke skulle have lov at afvise julens komme.

Derfor drog vi den 22. december sidst på eftermiddagen mod provinsen. Vi havde dog begået den fejl, at fortælle Tvitten om det allerede om morgenen, hvilket betød, at hun hang i gardinerne resten af dagen og spurgte omtrendt hvert sekund, om det var 'nu' (NU?....NU?!!?), at vi skulle sætte næsen mod Farmor. Da vi endelig kom af sted og havde timet afgangen noget nær perfekt i forhold til trafik og Mini Tvittens ekstra lur, gik køreturen faktisk glimrende. Måske dog lige med undtagelse af den tid, vi brugte på at sidde i kø på Storebælt, og hvor Mini Tvitten valgte at fyre en fest af i bleen og derefter være stærkt utilfreds med den manglende service på skiftefronten.

Heldigvis kommer man igennem sådan en kø på et eller andet tidspunkt, og heldigvis er pigerne tilgivende væsner, der hurtigt glemmer, at de har brokket sig over manglende fremdrift og ellers hevet og flået i moren, der sad med på bagsædet (og som omvendt på betænksom vis involverede faren i frustrationerne over aldrig at have fået taget det der kørekort, som giver adgang til førersædet og retten til ikke at være mast mellem enten børn eller uanede mængder af bagage, som udfordrede vores ellers meget rummelige familiewagon). Derfor var der da også højt humør igen, da vi kunne trille videre på motorvejen efter en tiltrængt bilpause hos de gyldne buer just efter broen og efter yderligere halvanden time kunne parkere bilen foran Farmors hus.



En overgearet Tvitten får en tiltrængt pause på Mickey D.


Farmor plejer altid at stå klar med redte senge og åbne arme, ligeså snart vi holder i indkørslen. Men da vi parkerede bilen denne gang, var der forbløffende stille. Det viste sig så at skyldes den mindre væsentlige detalje, at C havde glemt at fortælle Farmor, at vi kom en dag tidligere end planlagt. Men armene blev dog åbnet med det samme, Farmor spottede os i entreen med ikke-indpakkede-og-i-øvrigt-købt-i-sidste-øjeblik-julegaver, bagage og vasketøj, og de forblev åbne og meget, meget rummelige i hele den lange juleuge, vi besatte huset og ignorerede alt, hvad der hed normale menneskers søvnbehov.

Det er blandt andet også derfor, at vi kan se tilbage på en juleferie, hvor idyllen var næsten total. For trods et travlt program med familiebesøg til højre og venstre mange dage i træk, endte vi alligevel med at få plads til fri leg og smil og grin og kram. Og det der med C's og mine bekymringer om for mange aktiviteter og hurlumhej på en gang? Dem lod pigerne tilsyneladende hånt om og var næsten i zen lige der midt i gavehelvedet gaveregnen og blandt de elskede kusiner, fætre, mostre, onkler og ikke mindst bedsteforældre! Så hurra for et absolut minimum af de helt store humørudsving, der ellers kan få især Tvitten til at danse på alle fire vægge!





En træt Mini Tvitten juleaften...




C og jeg havde ellers en backup-plan, der hed noget med at tage tilbage til Kbh før tid. Men den arkiverede vi igen, dels på grund af pigernes strålende overskud og dels på grund af noget så kedeligt som en begravelse midt i det hele. C's farfar sov ind mellem jul og nytår efter at have været syg igennem længere tid. Og selvom det altid er rigtig trist at sige farvel og at blive mindet om, hvor sårbar man er, når man vælger at elske andre, så var det nu rigtig fint, at C kunne nå at se sin farfar en sidste gang Lillejuleaften.

Vi fik altså nogle ekstra dage i provinsen uden planlagte aktiviteter. Og for filan, hvor var det også rart. Bare at kunne tage på legepladsen og at kunne sætte sig ind i bilen uden at skulle køre i flere timer.







Vi fik derfor ladt batterierne op igen, så vi var klar til den store nytårsaften, ta daaa! Som skulle holdes sammen med nogle yndlingsmennesker, der netop er flyttet helt derud på landet, hvor der er absolut tysna og mørkt om aftenen (hvilket harmonerer særlig godt med min fyrværkerifobi, tak). Vores venner havde arrangeret det super fint og subtilt sådan, at børn og voksne spiste henholdsvis hovedret og tapas sammen. Derefter stod den på dans á la Gangnam Style. Og her vil jeg som mor gerne have lov at prale med det store danse- og rytmetalent, som jeg tror Tvitten er (noget, vi i øvrigt også kunne se rundt om juletræet, hvor den ikke fik for lidt i forhold til indlevelse og mimik. Dog er jeg lidt bekymret for hendes 'Eeeeeeh, sexy laaaady'-moves...). Og efter dans og affyring af knaldperler, stjernekastere og en enkelt raket kunne vi lægge samtlige børn i seng omkring klokken halv ni og derefter indtage den lækreste menu på ægte voksenmaner. Det vil sige en menu, der på ingen måder minder om boller i karry, men som til gengæld pirrede smagsløgene, og som var ledsaget af fine voksendrikke, højt humør og ondt-i-maven-grin, yai!










Det var for os en tiltrængt og perfekt måde at hoppe ind i det nye år på: familiebatteriet fuldt opladet i juleferien og omgivet af nære venner, der er så gode til at bekræfte C og jeg i, hvad det er for nogle ting, der skaber ægte værdi for os. Og til de interesserede kan jeg da godt afsløre, at det hverken har noget med karriereræs eller jobsøgning at gøre. Alligevel må 2013 nu godt blive året, hvor jeg kan få sparket døren ind til et job, ikk´;)