torsdag den 21. februar 2013

1-0 til dårligt forældreskab

I knew it. Jeg skulle aldrig have slappet af. Og jeg skulle aldrig have troet, at jeg kunne jonglere det der med karrierestrategi og kæk uddelegering af børneafhentning fredag eftermiddag, altimens jeg følte mig betydningsfuld og gav den gas på netværksmøde og efterfølgende symposium på fancy-fancy, nyåbnet ølbar. For så rammer fire ubesvarede opkald altså ekstra hårdt. Især med to beskeder fra C og Tvitten, der efterlyste Mini Tvitten og jeg. Og to fra vuggestuen, der egentlig bare efterlyste et par forældre til Mini Tvitten, som stadig ikke var blevet hentet klokken 20 minutter i lukketid.

F...!

Det er sådan lidt blurry, hvad der derefter skete nede på ølbaren. Men jeg tror nok, at jeg lige nåede at få fat på vuggestuen og fortælle dem om misforståelsen samt at ringe og skælde ud på C, inden jeg martyragtigt efterlod et par fartstriber i asfalten. Og så tror jeg måske også, at jeg nåede at sluge en halv pakke tyggegummi, inden jeg trådte ind ad døren til vuggestuen. For når alt kommer til alt, så er jeg ikke helt overbevist om, at kombinationen af øl-ånde og at hente sit barn to timer for sent giver særlig meget street cred.

Heldigvis stod politiet og de sociale myndigheder der ikke, da jeg kom ned i vuggestuen. Og lederen var meget sød og forstående og forsikrede mig om, at sådanne misforståelser sker engang imellem. Ja, muligvis, tænkte jeg. Som i "jeg har ikke hentet mælk, skat, for det troede jeg, du gjorde?". At C og jeg fik byttet om på 'mælk' og 'Mini Tvitten', kunne jeg dog ikke lige ryste af mig, så derfor brugte C og jeg fredag aften på at finde vores forældre-mojo igen og forsikre hinanden om, at vi overordnet set stadig har meget godt styr på det der med børn.

Vi kyssede lidt ekstra på børnene resten af weekenden og genfandt heldigvis hurtigt vores mojo. Men æv, hvor kan man være glemsom som småbørnsforældre. Derfor kom vi til at slappe af lidt for hurtigt igen, og derfor fik Tvitten og jeg allerede mandag en reprimande fra en af de voksne i børnehaven. Fordi Tvitten havde fundet en teaterlæbestift i sin lomme og gavmildt delt ud af den til de andre børn på stuen. "Og det var jo ikke så godt, vel...?".  Nej, det var det vel ikke. Og så vidste jeg ikke, om jeg skulle fortryde, at jeg sekundet inden havde hoppet af glæde sammen med Tvitten, fordi det da egentlig var en pudsig ting at finde i sin lomme. Og det var i bund og grund sødt af hende at dele den med de andre. Det sagde jeg dog ikke til den voksne og hørte mig i stedet mumle noget om at huske at tjekke Tvittens lommer, inden vi går over i børnehaven.

Som prikken over i'et kunne jeg derudover hente en træt Mini Tvitten tirsdag ledsaget af en bemærkning om, at hun nok ikke var helt frisk endnu oven på sine sygedage i weekenden og mandag. Suk. Jamen, hvor dårligt forælderskab har man lov at udvise på så få dage? Og hvor er den der forældremanual, der gør alle parter tilfredse, når man lige står og mangler den? Jeg leder stadig...

torsdag den 14. februar 2013

Festuge

Nå, men siden sidst har der været tid til festlige indslag på kryds og tværs. Fredag aften var det egentlig meningen, at C og jeg bare skulle ligge i ske på sofaen og lige så stille blive til grøntsager ledsaget af et afsnit af The Wire. Men så bød aftenen i stedet på en spontan date med en gammel kollegieven. Bare til en enkelt øl. For hun skulle jo tidligt op næste morgen, og det skulle jeg jo formentlig også med Tvitten og Mini Tvitten in da house.

Men det gik galt allerede ved første bestilling. Tror jeg nok. I hvert fald fik jeg serveret noget, der lignede en bowle af øl. Når man ikke har smagt en Leffe før og derfor ikke ved, hvor store de er, og i øvrigt bare er glad for gensynet af en gammel ven, så tager man ikke notits af noget så banalt som størrelsen på glasset. Så humøret var højt, og sådan gik det til, at en øl blev til flere. Og at jeg fik sendt C en ulæselig sms, fordi sådan et iPhone-tastatur pludselig ikke fremstod så intuitivt alligevel efter indtagelse af Belgisk malt. Og at jeg måtte gå hjem i konstant fare for at få overbalance. Og at jeg vågnede op næste morgen med sprøde, røde øjne, fordi kontaktlinserne stadig sad i. Og måtte minde mig selv om, hvorfor sent i seng bare ikke harmonerer så godt med tidligt op, når man i forvejen har behov for 12 timers søvn.



Det er da ikke en normal størrelse på en øl, er det..?



Søndag formiddag var der så fest igen. MGP-style. Tvitten og jeg tog nemlig til MGP Galla i DR Byen sammen med børnehaveveninde N og Mor M, og jeg var klar! Klar til at danse og klar til at skråle med på alle sange. Altså, indtil Tvitten bad mig pænt om at gøre ingen af delene. I stedet brugte M og jeg så et par timer på at sukke over, hvor nuttede lige præcis vores piger så ud, mens de sang og dansede med til tonerne af "Håndværkerrøv" og "den-med-pigerne-med-de-lyserøde-kjoler".

Og lige nu ligner vores hjem et rock 'n' roll after party. Fordi murbrokker flyver i alle retninger, mens vi er ved at få tilføjet en altan til vores lejlighed incroyable og nu kan se frem til utallige lune sommeraftener på en altan med et glas et-eller-andet-utroligt-lækkert-og-fint-udseende i den ene hånd og hinanden i den anden.

Så skidt med, at vi i et par dage må leve med en stue, der er blevet overtaget af al soveværelsesinteriør, fordi man er overbevist om at det kommer til at støve, når der skal sættes ny dør i muren. Og skidt med, at C ikke undlod at brokke sig, mens vi brugte et par timer på at flytte al soveværelsesinteriør i aftes, fordi han ikke er 100% overbevist om, at støvet kan være altødelæggende og betyde verdens endeligt. Og skidt med, at vi i skrivende stund netop har fået en seddel ind ad brevsprækken om, at døren først bliver sat i på mandag. Og at jeg derfor sidder og overvejer, om det kan betale sig at flytte al soveværelsesinteriør tilbage igen, inden C kommer hjem, eller om jeg blot skal håbe på, at han kan se det sjove i at skulle bo i en rock 'n' roll-stue hen over weekenden.






For lige om lidt får vi vores altan, yai!

fredag den 8. februar 2013

At blive (lidt mere) voksen

C og jeg er begyndt at indse, at der er ting, vi ikke længere kan slippe af sted med at gøre. Eller undlade at gøre for den sags skyld. Jeg ved ikke, om det er fordi, det efterhånden er gået op for os, at vi i virkeligheden er en del af et traditionelt leverpostejssegment med to børn og stationcar, eller om det er fordi, vi har passeret de 30, hvor kroppen begynder at flippe ud med hårvækst utænkelige steder. Men i hvert fald er vi blevet lidt mere voksne de sidste par år. Derfor er vi for eksempel ikke længere nogle, der lever uden strøm eller uden varme i et par dage. Det kunne vi godt gøre tidligere ud fra devisen "det ordner sig nok i morgen", og på mirakuløs vis ordnede de fleste af sådan nogle ting sig også i løbet af et par dage.

Men det er lidt som om, at når man har fået børn eller blot passeret de 30, så er det ikke længere så cool at være træg og laissez-faire og at skulle leve af take-away flere dage i træk eller at være pakket ind i 15 over-sized hættebluser, fordi køleskabet ikke får strøm og radiatorerne er gået i baglås. Derfor er C og jeg nu blevet sådan nogle, der tager sig sammen til at få fikset de der huslige småskavanker. For det meste. Og det betyder som regel udgifter til håndværkere, når hanen drypper eller opvaskemaskinen snøfter, netop fordi vi ikke selv ejer skyggen af et gør-det-selv-gen. Øv.

Men engang imellem kan vi da godt i et synkront manisk øjeblik fatte Politikens 'Handyman'. Og så bliver vi vilde og finder ud af at banke et søm i væggen eller skrue en reol op, og så skal jeg love for, der bliver fest på matriklen. En af lørdagens to-dos var for eksempel at få styr på noget af ledningehelvedet omkring TV'et, og det lykkedes os faktisk fantastisk godt at stoppe ledningerne ind i nogle skjulere, hvis jeg selv skal sige det.

Prøv selv at se. Ledninger, pist væk.






Altså sådan da, for jeg ved virkelig ikke, hvordan man gemmer den sidste rest af ledning og stikdåse væk. Måske med gaffatape? Nå, men nu burde svage sjæle ikke længere føle sig fristet til at sætte tænderne i ledningerne, og det føles meget voksent og rigtigt at have taget ansvar for det. I øvrigt var jeg så euforisk bagefter, at jeg overvejede at plastre hele lejligheden til med ledningenskjulere, bare fordi. Jeg besindede mig dog og brugte i stedet 10 minutter på at high-five'e C over, hvor nede vi er ved at være med værktøjskassen. Og den der voksenhed!

mandag den 4. februar 2013

At få frataget sin licens

Nogle gange kan det være meget godt lige at fjerne næsen og fingrene fra egen navle og få lidt perspektiv på tingene. Og opdage, at man egentlig har det meget godt og faktisk slet ikke burde have licens til at brokke sig. For det kan godt være, at vi her på matriklen synes, at snot, skoldkopper og nyt vuggestuetilbud kan være udfordrende i en hverdag med hang til ure på speed. Men snotten er som regel hurtigt overstået og betyder sjældent længere tids sygefravær, mens skoldkopperne for nylig var et mildt angreb i 2. omgang og nu må siges at være overstået (for man kan da ikke få det tre gange, vel..?). Og sidstnævnte viste sig i øvrigt ikke at være så svært et valg at træffe, når vi sådan rigtigt mærkede efter (og vi havde jo for hulen da selv valgt at skrive Mini Tvitten op til overflytning, når det kom til stykket).

Det var i hvert fald den konklusion, jeg nåede frem til i går. Efter at have rendt ind i tilstrækkeligt mange af de andre børnefamilier i vores omgangskreds i weekenden, der hver havde deres historier at fortælle om dobbelt op på influenza, mellemørebetændelse, søvnløse nætter og astmatisk bronkitis. Og konstant dårlig samvittighed over for arbejdsgiver.

Så i stedet for at beklage mig over manglende tid og trætte øjne, vil jeg skynde mig at liste nogle af de ting, der de sidste par dage har gjort mig glad. F.eks. en overordentlig hyggelig kaffepause med den søde Østfronten i torsdags. Måske den ikke bliver den sidste af sin slags.

Og det daglige ritual herhjemme, hvor alle fire hopper rundt i triple-sengen efter aftensmaden. Eller, det vil sige, jeg bruger måske det meste af tiden på at hvine og knibe øjnene sammen, fordi jeg i virkeligheden er bange for konstant at få en lammer af Tvitten, hvis ben undervejs har det med at flyve ukontrolleret til højre og venstre.

Og nogle søde venner, der trods nogle af førnævnte udfordringer passede Tvitten et par timer lørdag, mens Mini Tvitten tog sig en tre timers lur. Hvilket betød carte-blanche til C og jeg til at barbere to-do listen ned til det halve OG, ta daaa, kæreste igennem og være fjalede som en flok teenagere, suk.

Så derfor trækker jeg, alt hvad der i tidligere indlæg minder om brok, klynk og selvmedlidenhed tilbage. Og siger hermed undskyld. Jeg skal nok forsøge at være lidt mere selektiv fremover og kun sukke efter medlidenhed, når det virkelig gælder. I promise. Ama'r halshug.