torsdag den 21. marts 2013

Varme til de kolde tæer

Åååh, hvad gør en smule sne, kulde og forkølelse Version 3.0 i marts, når man kan starte dagen sådan her!







Og varme sig i badet til man får rosinhud, sole sig i påskeliljer og skråle med på sangene til Hr. Skæg-koncerten i rart selskab med børnehaveveninde N og Mor M.












Lyder jeg irriterende lalleglad? Det er jeg også. For de sidste par dage har været sjove og optimistiske.

Jeg har boltret mig i en konkret arbejdsopgave sammen med to andre. Vi har knoklet, skrevet, designet og tænkt store tanker om forretning og partnerskaber, og jeg har nydt det! Vi har indtil videre fået god respons på vores produkt og skal forhandle med kunden om flere opgaver. Så jeg tror, det er nu, der skal satses, hvis jeg virkelig gerne vil prøve det der med at blive selvstændig. 

Min indre tryghedsnarkoman sidder lidt uroligt på stolen og vil rigtig gerne spørge ind til økonomi, kundekontakter og erfaring. Mens en lidt glemt side af mig selv jubler og danser på bordene og synes, det er fantastisk at være i kontrol med sin egen situation igen, og at det da bare er en helt naturlig vej at skulle gå. 

Jeg hepper selv på den sidste, og det gør C heldigvis også. 

Det er nok også derfor, vi har været et par lalleglade forældre denne uge til et par lalleglade piger. Og som bare måtte danse til Gangnam Style forleden! Og ja, vi ved godt at sangen er so last century. Men pigerne er altså vilde med den og kan begge lave nogle helt fantastiske moves, som vi som forældre falder i svime over hver gang. Faktisk fortalte de forleden i vuggestuen om, hvor sjovt det er, at Mini Tvitten hver gang smider armene over kors til lyden af GS. Og så er det vel okay at danse til den i det skjulte lidt endnu. Jeg mener, det er vel ens pligt at danse til dårlig pop, når man er lalleglad, er det ikk'...?


fredag den 15. marts 2013

Om træthed og ny energi

Herhjemme er vi trætte. Der er fuld knald på fra morgen til aften og på de lavpraktiske og de mere hjernevridende opgaver. Så derfor er vi lidt trætte, når vi mærker efter.

Mest C, Mini Tvitten og jeg. Men det er 3/4 af familien, og det har da et par gange haft en betydning for, hvor smooth sådan en ulvetime forløb, suk.

Mini Tvitten bliver derfor lagt tidligere end normalt, fordi hun næsten ikke kan hænge sammen, når vi når til aftensmad. Og C og jeg besvimer i søvn alt for sent om aftenen, hvis det da ikke lige har været sådan en aften, hvor vi får sunget os selv i søvn under putteritualet med pigerne.

Og ja, det er vores egen skyld.

Der er ingen, der har body tacklet os og tvunget C og jeg til at påtage os ekstra opgaver, vinterbade (C! Ikke mig!) eller hver især at se venner på hverdagsaftener lige oveni Mini Tvittens første par uger i sin nye vuggestue. Men det er med til at skylle leverpostejen lidt lettere ned, tror jeg på.

Det går ellers rigtig godt i den nye vuggestue. Mini Tvitten er et lille menneske med en stor stemme, som hun bruger flittigt i alle sammenhænge. Og altså også det nye sted. Hun har fundet ud af, at man kan charme og komme rigtig langt med smil, fortællerlyst og et 'hej hej' til alle mennesker på sin vej, og derfor er hun også faldet til med det samme og har fået en fantastisk modtagelse. Eneste minus er - og det er altså et stort minus, synes jeg - at alle børnene sover indenfor. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, bevares. Men det giver ikke meget fleksibilitet i forhold til børnenes individuelle søvnbehov, og Mini Tvitten har da også kvitteret med at sove max en time per dag den sidste uges tid.

Vi krydser alle fingre for, at hun blot skal vende sig til de nye rutiner og omgivelser, og at hun lige om lidt vender tilbage til at sove to til tre timer (pral, I know). For det skal hun. Sgu. For ellers bliver morgenerne og ulvetimen resten af vuggestuetiden en lang øvelse i ikke at hoppe ud ad vinduet med pylret mindstebarn konstant på armen og et ældstebarn om benene, der også bare gerne vil have lov at hænge og kramme.

Midt i trætheden har der paradoksalt nok været en fornyet energi at spore. Om det skyldes flere solskinstimer eller flere møder med inspirerende mennesker, det ved jeg ikke. Men i hvert fald er jeg kommet et skridt nærmere mit mål om at skabe mit eget job, for jeg har nemlig fået min første opgave. Den er ikke gigantisk, men den er der, og den er rigtig nok. Og så kan den føre til noget mere, hvis alt går vel. Jeg krydser i hvert fald fingre for mig selv;)

God weekend derude!


Lidt om vinterbadevejr, vinterbilleder fra besøg hos Morfar og søskendeidyl over en snack i ulvetimen

 








tirsdag den 5. marts 2013

Tristhed

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal skrive det her indlæg. Og det ender formentlig med at blive ustruktureret og fuld af ufuldendte sætninger og tanker. Men det gør måske ikke så meget, for det er også sådan, de sidste par dage har føltes.

Havde jeg skrevet det torsdag i sidste uge, ville det have handlet om forårskådhed, om et meget, meget rørende og varmt farvel til Mini Tvittens gamle vuggestue og om nye og sommerfugle-i-maven-agtige projekter til C og jeg. I stedet kommer det nu til at handle om et alt for tidligt farvel.

En af vores venner døde nemlig i fredags, og det er så uendeligt trist.

Hun fik konstateret kræft i maven forrige jul. Siden da har det været en tid præget af mange forskellige følelser. Hvor det har udviklet sig fra en skuffelse over ikke at kunne få flere børn, men glæde over fremskridt med behandlingen. Til sorg over tilbagefald ved juletid. De sidste par måneder var en ulige kamp mod en rigtig skidt sygdom, som endte med at blive uhelbredelig og udmattende.

Tidligt lørdag morgen fik vi beskeden om, at hun var sovet ind. Det påvirkede os meget, og der kom til at hænge en skygge over weekenden. Tvitten havde svært ved at rumme beskeden og ville kun spise sin morgenmad under bordet. Det var også hårdt for hende at se C og jeg blive kede af det. Derfor var det fantastisk, at Mormor og Bedstefar L. ikke tøvede med at køre fra Aarhus for at være sammen med os og give os tid til at være hver især.

Vi har kendt hende og hendes mand i lidt over fire år. De var nogle, som hurtigt gik fra at være forældre til Tvittens bedste vuggestuekammerat, til nogle C og jeg betragtede som venner, og som vi kunne være trygge og helt os selv sammen med.

Nu er det bare så uvirkeligt, at vi i morgen skal sige farvel. Det føles helt igennem urimeligt, at Tvittens gode ven har mistet sin mor som lille bitte og måske med tiden får sværere og sværere ved at huske hende. Og det føles lige så urimeligt, at hans far har mistet sin store kærlighed og deres fælles drømme.

Da C og jeg besøgte dem i lørdags, fornemmede vi en form for ro og afklarethed under sorgen, som nok skyldes den sidste tids vished om sygdommen. Den fornemmelse har jeg mindet mig selv om de sidste par dage, når tristheden er blevet for meget. Og den fornemmelse vil jeg også prøve at holde fast i i morgen, når vi skal sige det sidste farvel.