fredag den 31. maj 2013

Postmanden kom forbi

Og se, hvad han havde med! Det sødeste outfit til Tvittens Barbie-dukker, som nu endelig kan skifte nogle af deres 80'er styles ud, hvor retro de end måtte være.

Den fine jakke og den hotte kjole er en gave fra Østfronten. Og hvor ville jeg gerne eje det kreative gen, som hun har - for så kunne det være, at jeg i stedet for at sy ærmerne sammen på den ene bluse, jeg forsøgte at lave i håndarbejde i 7. klasse, kunne kreere lige så lækkert tøj til pigerne eller deres dukker. Men det gen har jeg altså ikke. I stedet er jeg heldig at kende én, der er så gavmild, at hun har syet tøj til Tvittens dukker.

Tak, Østfronten:)







torsdag den 23. maj 2013

Lækker research








Pssst.... Sådan kan det godt se ud, når man researcher til en kommende samtale. Jeg tør ikke sige så meget endnu, for jeg er virkelig bange for at jinxe den og blive helt og aldeles tyndslidte-nerver-skuffet, hvis ikke det lykkes. Men det er noget med at arbejde et drømmested med et drømmeområde. Og jeg svæver lige nu på en lyserød sky af lykke over at være trængt igennem larmen i første omgang og få chancen for et møde. Og så siger jeg altså ikke mere. Lige nu.




onsdag den 22. maj 2013

Når regnen regner, der oppe på taget...

... så luner det at tænke tilbage på en sommersød Pinse med to glade piger, vandkamp i gården og udforskning af nye legepladser i skyggen af limegrønne træer. 















Vi havde ingen planer overhovedet og tog dagene, som de kom, og var helt nede i gear. På den måde var det lidt kontrastfyldt at heppe løberne af sted til Copenhagen Marathon og klappe dem i mål igen. Det hårdeste, vi præsterede den dag, var lidt havearbejde i gården - hvilket så til gengæld har givet genlyd lige siden for mit vedkommende i form af en hævet og øm underarm, der udfordrer selv et løft af kaffekoppen. Ynkeligt, I know. Jeg tog det dog som et tegn fra universet om, at jeg nok bare skulle hoppe tilbage ind i den ferieagtige tilstand, som ellers havde indfundet sig i vores lille familie, og det var  præcis, hvad jeg gjorde sammen med C og pigerne resten af Pinsen. 




fredag den 17. maj 2013

1-0 til universet og stjernebukserne

Jeg kæmpede imod, alt hvad jeg kunne i går, men til sidst måtte jeg overgive mig. Det store univers vandt, og mit gnavpotte-jeg måtte gå hjem og lægge sig, mens mit lalleglade-jeg til sidst slog armene ud og nynnede soundtracket fra the Sound of Music.

Det skulle ellers have været en af de der dage med et ringe aktivitetsniveau og nedadhængende mundvige oven på en nat præget af stress-drømme og al for lidt søvn. Men universet ville det altså anderledes.

Dagen i dag startede nemlig med den fineste lille seddel ude på køkkenbordet. Det eneste, der stod, var "Kære Pernille", og det var skrevet af Tvitten. Der behøvede heller ikke at stå mere, for jeg kunne se, hvor umage Tvitten havde gjort sig med at skrive bogstaverne, mens hun havde tænkt på mig og fået hjælp af C til at stave. Og senere bød dagen også på et spontant knus fra en sød nabo. Et besøg af Morfar. Et ondt-i-maven-af-grin-Skype-opkald med Søster i USA og et "hey, dig med stjernebukserne!".

Sidstnævnte skete, da jeg var på vej ned for at handle og blev råbt an af indehaveren af en lille tøjbutik. Hun kaldte mig ind i butikken og fortalte, at hun var kommet til at tage for mange penge for noget tøj i sidste uge, så derfor ville hun blot betale mig beløbet tilbage! Her prøvede mit gnavpotte-jeg at grynte lidt. Og nævne noget om, at jeg måske har frekventeret forretningen lidt for mange gange, når indehaveren kan huske mig. Og at jeg måske skulle gennemgå mine dankortkvitteringer lidt mere kritisk - måske endda bare gennemgå dem engang imellem. På det tidspunkt var mit lalleglade-jeg dog så langt inde i musical soundtracket, at gnavpotten måtte overgive sig helt. Og derfor tog jeg imod de tilbagebetalte penge med et meget stort smil og en bemærkning om god service.

Jeg tænker, at det hele er stjernebuksernes skyld. Med så mange fine stjerner på, kan de da også kun have en himmelsk forbindelse og bringe gode ting med sig (også selvom C mener, de kunne gå for at være natbukser). Måske jeg skulle gå en tur ned forbi banken og se, om min bankrådgiver kommer i tanke om, at jeg har nogle penge stående på en hemmelig konto?



Bukserne, der tilsyneladende bringer gode ting med sig


onsdag den 15. maj 2013

Flydende dage

Dagene flyder nemt ud i et i øjeblikket. Jeg bruger en del tid på at mødes med rare og seje mennesker og på at finde nye måder at opstøve projekter og arbejde på. Det er derfor svært at finde tid til nogle af de (hygge)projekter, som jeg længe har haft nogle stille ambitioner om at få afsluttet. Såsom at få malet vores køkkenvinduer færdige, der med et positivt spin lige nu fremstår shabby chic med lidt afpillet maling - eller at få lavet babybogen med billeder og anekdoter fra Tvittens første år færdig, fordi nogen måske vil mene, at det er på tide set i lyset af, at hun lige om lidt fylder 5 år.

På de gode dage sørger jeg for at udnytte tiden ved at producere og forfine mine ansøgninger og på at holde mig opdateret fagligt og socialt. På de mindre gode dage, hvor jeg føler mig kørt over af en damptromle, og som typisk kommer efter et par dage med god energi og masser af aftenarbejde, forsøger jeg bare at komme igennem dagen uden at vrisse og uden at slå mig selv oven i hovedet over ikke at have energi til at netværke / lege vildt på legepladsen / lave al maden fra bunden. Forleden nævnte Tvitten, at "Mor er altid træt". Den sved. Både fordi jeg blev ked af, at det er hendes opfattelse af mig i øjeblikket, og at der er noget sandhed i det. Men også fordi jeg blev vred. Jeg knokler nemlig for at finde opgaver og job i øjeblikket og bryder en masse personlige grænser i den proces. Så jeg synes, det er i orden, at jeg ikke altid er frisk og klar på at slå vejrmøller og kolbøtter i ulvetimen. Men det er svært at forklare hende, og grundlæggende er det heller ikke noget, jeg vil involvere hende for meget i. Det ansvar, synes jeg ikke, hun skal stå med.

De gode dage dominerer heldigvis. Og jeg har også lært, hvordan jeg skal passe på mig selv og alligevel finde tid til de ting, der giver mig energi. Som bl.a. hyggestunderne med C og pigerne på en doven søndag. Eller en aften med solnedgang, vin og massiv chokolademousse sammen med N, der altid er klar med sparring og insiderviden om kommunikationsbranchen. Eller et hyggeligt møde med søde Østfronten, der introducerede mig til den virkelig fine og stemningsfulde Krummen & Kagen, som helt sikkert er et besøg værd, hvis man er til smagfuld kaffe og lune og lækre boller. Mums. Eller en Jyllandstur til Farmor, som altid er garant for overskud, is og masser af grin - og bedstevennerne på landet, der altid giver mig lyst til at skrotte al byliv og flytte i bofællesskab med dem på en øko-gård med æbletræer i haven og udsigt til store søer og grønne skove.












Den skarpe læser kan måske ane Østfronten i spejlet hos Krummen & Kagen...








onsdag den 8. maj 2013

Lost i Bloglovin #&%fjkl##

Og hvad er det så der sker med Google Reader og Bloglovin?!!

Campinggen

By- og lejlighedsfolket på denne matrikel sparkede dørene op i søndags og kom ud og fik jord under neglene. Gården var nemlig blevet vintertræt og skulle have sin halvårlige makeover (hvem, der bare var så heldig, suk).

Jeg meldte mig frivilligt til at skrubbe alger af borde og bænke, mens andre sørgede for at grave, male og feje. Og hvor blev det fint nede i vores gård med friske blomster og fyldte urtekasser. Og hvor var det hyggeligt at se gården summe af liv igen oven på en l.a.n.g. og mørk vinter.

Der blev udvekslet mangen en punchlines og tø-hø'er den søndag henover kaffe, kage, øl og sodavand. C mener i øvrigt, at sådan nogle arrangementer fremkalder mit indre campinggen. Det der gen, der får min mund til at leve sit eget liv og for enhver pris vil undgå pinlig tavshed. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg har det gen. Men jeg ved, at jeg sagtens vil kunne begå mig i provinsen, blot fordi jeg ved, hvordan man hilser på en nabo på det modsatte fortov ved at løfte den ene pegefinger og råbe 'hej-hej' (man kan tage pigen ud af provinsen, men man kan ikke tage provinsen ud af pigen, er det sådan, den er?).









Lørdag holdt mit campinggen sig i ro. Det eneste, jeg mærkede til det, var en lyst til at campere på en af de lokale legepladser med tæpper, friskbagt brød og kaffe i rå mængder oven på en festlig fredag aften. Så det var  lige, hvad vi gjorde. Vi var så heldige at et par gode venner havde samme behov. Så de dukkede op med frugt, legekammerater til pigerne og godt humør. Det føltes lidt som årets første rigtige sommerdag, og der skulle heller ikke megen overtalelse til at få lov at slippe de blege vintertæer fri. Prikken over i'et var i øvrigt en omgang beachvolley med børnene. Som vist nok endte brat, da nogen blev lidt for kåde og kom til at slå bolden ind i hovedet på Mini Tvitten (det var campinggenet, I'm telling you!).
















fredag den 3. maj 2013

Om at savle i sofaen og mødet med overskud

Prøv at se, hvad jeg fik overbragt kl. 9 i morges. En velduftende brownie bestående af den efter sigende helt rigtige sammensætning af chokolade, smør og sukker. Nemlig en 1/3 af hver (rigeligt smør, ikk'). Det var C's gode ven F, der kom forbi med den på vej til arbejde. Han syntes, jeg skulle have den som en lille treat og opmuntring, fordi jeg i et par uger har ligget med hoved, arme og ben begravet i ansøgninger og netværksarbejde. Og dermed ikke haft tid til andet end at sidde i sofaen og savle, når solen var gået i seng.







Og ja. Undervejs i arbejdsprocessen de sidste par uger har der da været en snigende fornemmelse af selvmedlidenhed. Over aldrig at have fri, når man prøver at skaffe nye opgaver til sit liv som freelancer eller skriver ansøgninger til de mulige (og umulige) stillinger, der pludselig byder sig. Og over at føle, at et enkelt vindpust vil være nok til at vælte mig omkuld, enten fordi jeg har fået opbygget et kæmpe søvnunderskud og ben som gele på grund af for meget kaffe. Eller fordi man nogle dage bare er et nervevrag, der ikke har overskud til at komme mascara på begge øjne eller smalltalke med de andre forældre i børnehaven.

Derfor var der også noget fantastisk befriende over F's gestus i morges. Den var hverken anmassende eller dvælende ved det hårde i at søge job - bare anerkendende og fyldt med smil. Og så var den også en påmindelse om et overskud og en hjælpsomhed, som jeg også er stødt på fra naboer og venner på det seneste i form af anbefalinger til deres netværk om moi. Suk, så bliver jeg rørt.

Nu lyder det måske som om, at jeg har været låst fast til arbejdsbordet med de lidt for mange kopper kaffe de sidste par uger. Men det har jeg ikke. Kun.

Der har også været tid til at kigge forelsket på C og pigerne. Og besøge Mormor og Bedstefar i Jylland samt fætter og kusinerne i nabolaget med Farmor-besøg som bonus. Og nyde godt af et par ekstra babysitterhænder, lækker mad, Bedstefar L's altid tekniske snilde (der dog i denne omgang fik byttet om på arme og ben under en reparation af Kay Bojesen-aben, og som fik Mormoren til at tro, at sådan en abe nok bare ikke kan hænge på deres reoler...). Men nu er jeg træt, og i stedet for at skrive mere om idyl og grønne skove, vælger jeg bare at spame bloggen med billeder fra Jylland (og lige et enkelt fra pigernes leg herhjemme med dukkevognen. Bare fordi jeg er deres mor og synes, de er usandsynligt søde).

Bon appetit.