fredag den 3. maj 2013

Om at savle i sofaen og mødet med overskud

Prøv at se, hvad jeg fik overbragt kl. 9 i morges. En velduftende brownie bestående af den efter sigende helt rigtige sammensætning af chokolade, smør og sukker. Nemlig en 1/3 af hver (rigeligt smør, ikk'). Det var C's gode ven F, der kom forbi med den på vej til arbejde. Han syntes, jeg skulle have den som en lille treat og opmuntring, fordi jeg i et par uger har ligget med hoved, arme og ben begravet i ansøgninger og netværksarbejde. Og dermed ikke haft tid til andet end at sidde i sofaen og savle, når solen var gået i seng.







Og ja. Undervejs i arbejdsprocessen de sidste par uger har der da været en snigende fornemmelse af selvmedlidenhed. Over aldrig at have fri, når man prøver at skaffe nye opgaver til sit liv som freelancer eller skriver ansøgninger til de mulige (og umulige) stillinger, der pludselig byder sig. Og over at føle, at et enkelt vindpust vil være nok til at vælte mig omkuld, enten fordi jeg har fået opbygget et kæmpe søvnunderskud og ben som gele på grund af for meget kaffe. Eller fordi man nogle dage bare er et nervevrag, der ikke har overskud til at komme mascara på begge øjne eller smalltalke med de andre forældre i børnehaven.

Derfor var der også noget fantastisk befriende over F's gestus i morges. Den var hverken anmassende eller dvælende ved det hårde i at søge job - bare anerkendende og fyldt med smil. Og så var den også en påmindelse om et overskud og en hjælpsomhed, som jeg også er stødt på fra naboer og venner på det seneste i form af anbefalinger til deres netværk om moi. Suk, så bliver jeg rørt.

Nu lyder det måske som om, at jeg har været låst fast til arbejdsbordet med de lidt for mange kopper kaffe de sidste par uger. Men det har jeg ikke. Kun.

Der har også været tid til at kigge forelsket på C og pigerne. Og besøge Mormor og Bedstefar i Jylland samt fætter og kusinerne i nabolaget med Farmor-besøg som bonus. Og nyde godt af et par ekstra babysitterhænder, lækker mad, Bedstefar L's altid tekniske snilde (der dog i denne omgang fik byttet om på arme og ben under en reparation af Kay Bojesen-aben, og som fik Mormoren til at tro, at sådan en abe nok bare ikke kan hænge på deres reoler...). Men nu er jeg træt, og i stedet for at skrive mere om idyl og grønne skove, vælger jeg bare at spame bloggen med billeder fra Jylland (og lige et enkelt fra pigernes leg herhjemme med dukkevognen. Bare fordi jeg er deres mor og synes, de er usandsynligt søde).

Bon appetit.






































4 kommentarer:

  1. Det var da en dejlig ven! Jeg håber, at kagen smagte som forventet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er en betænksom ven:) Og kan afsløre, at kagen smagte bedre end forventet - 1/3 smør holder!!

      Slet
  2. Al mulig god karma til dig! Jeg glæder mig til at høre mere om det hele næste uge. (Og hvor ser Aben i øvrigt overraskende kær ud med korte arme og lange ben!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak:) Og ja, jeg synes faktisk også, at Aben gør sig godt med de korte arme og de lange ben. Eneste minus er dog, at den så kun kan hænge på hovedet. Derfor er der blevet byttet rundt på lemmerne igen, og nu hænger den fro og glad i vinduet og stritter med sine korte ben;) Men egentlig hænger aber vel også på hovedet engang imellem - så måske man alligevel skal give den nogle korte arme..?

      Slet