onsdag den 31. oktober 2012

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Juhuuu! Armene kan ikke komme ned igen i dette hjem. Vi har nemlig haft besøg to nætter i træk nu. Af Nemesis' gode tvillingesøster! Så selvom mit forrige indlæg var fuld af brok og en anelse selvmedlidenhed, så har det ført intet mindre end et lille mirakel med sig.

Jeg tænker nemlig, at Nemsis' gode tvillingesøster må have læst indlægget og forbarmet sig over os (eller også gad hun bare ikke høre på mit brok) og har derfor spredt lidt af sin godhed og sovemedicin ud over matriklen. Og det har betydet, at i stående kontrast til de forrige nætter, så har Mini Tvitten sovet eksemplarisk i hele to nætter nu! Og vi taler altså om nætter helt uden afbrydelser. Ikke noget med lige at skulle ind og finde sutten eller ae på kinden eller vågne ved lyden af små grynt og snuble over et stykke legetøj på vej ind til sengen. Næh, vi taler HELT uden afbrydelser (åh gud, bare det ikke er, fordi vi ikke har hørt hende den forudgående nat, og at hun nu har opgivet at skælde ud på os?!).

De seneste to morgener har vi derfor løbet rundt som et par jubelgrise herhjemme og har kunnet mærke fordelen ved at få det der søvn, alle siger skulle være så godt. Og derfor vil jeg også udfordre Nemesis og give den fuld skrue i dag som overskudsmor og starte ud med Halloween-hygge i børnehaven (hvortil jeg har bidraget med hjemmebagte boller, naturligvis), efterfulgt af Halloween-arrangement i gården, hvortil Tvitten og jeg lige skal nå at udskære et græskar på en halv time (hvilket jeg forudser vil forløbe helt uden drama i øvrigt), så det kan være med i den store græskardyst. Bare kom an, Nemesis! Jeg har nemlig sovet i nat!


mandag den 29. oktober 2012

Træt træt træt

Åh gud, hvor er jeg træt. Som i så træt, at jeg har siddet og stirret ud ad vinduet i to timer nu og er blevet helt fortrolig med, hvordan processen i Projekt 'Udskiftning af tag på bygningen overfor' skrider frem.

Og tænk, hvis det bare skyldtes omstillingen fra sommertid til vintertid (som i øvrigt ikke er for børn og sarte sjæle). For så ville der formentlig blot gå et par dage, inden Mini Tvitten havde vænnet sig til skiftet. Og så kunne vi alle, med Tvittens fine udtryk, 'sove i dejlig frisk ro' igen. Men sådan er det ikke. Vi er ude i en længerevarende fase, der lige nu føles uendelig og ligner dette scenarie med en Mini Tvitten, der vågner jævnligt og nu fra omkring klokken halv et.

Det var derfor en zombie-mor, der ved morgenbordet søndag morgen kapitulerede og brugte de resterende kræfter på at bevæge sine læber og henstille til C, at Mini Tvitten på forsøgsbasis skal prøve at sove i sit eget rum (oprindeligt kendt som Kontoret, men som hurtigt fik det mere passende navn, Roderummet). Og jeg siger forsøgsbasis, fordi mit bløde morhjerte synes, at afstanden på de 10 skridt, man skal gå for at komme fra soveværelset ind til Roderummet, er helt urimelig stor, og hvad nu hvis vi ikke kan høre, at hun får væltet bogreolerne ned over sig eller forsøger at kravle ud gennem tremmerne på sengen?

Så galt gik det heldigvis ikke i nat. Og det føltes egentlig okay kun at blive vækket de gange, Mini Tvitten skulle trøstes lidt og ellers at kunne sove fra de små grynt, hun normalt laver i søvne. Derfor må det bløde morhjerte også indrømme, at det nok er en meget god løsning lige nu, at Mini Tvittens seng er blevet rykket ind i et andet værelse.

På trods af den ubeskriveligt åndssvage træthed, så har det været en rigtig fredelig weekend. Med et minimum af ulvetimesyndrom (hos både børn og voksne) og et maksimum af efterårshygge med en god blanding af firkløverhygge og besøg hos venner både lørdag og søndag.

Hjemme i lejligheden nåede vi blandt andet at tulle rundt i nattøj begge formiddage, bygge en zoologisk have af LEGO-klodser med Tvitten (og smide Mini Tvitten ud af værelset, fordi hun notorisk tog hovedspring i kurven med LEGO-klodser), og at indrette Roderummet til babysoveværelse, så det nu faktisk er blevet et ganske hyggeligt værelse med rar belysning, billeder på væggene og udklædningstøj doneret af Tvitten, så Mini Tvitten også kan blive klædt ud til Halloween.

Og af de mere sociale aktiviteter nåede vi forbi Tvittens bedste ven fra vuggestuen lørdag eftermiddag og forbi min veninde og hendes familie søndag aften. Sidstnævnte stod i øvrigt klar med godt selskab, aftensmad og rødvin, og det er et koncept, der holder, hvis nogen skulle være i tvivl. Måske man altid bare lige skulle sørge for at have en madaftale de aftener, hvor kroppen ikke er andet end ren dødvægt på grund af træthed..?

torsdag den 25. oktober 2012

I går var en ...









... ualmindelig rar dag. Tvitten og jeg holdt nemlig en fridag sammen. Og lod hånt om speltbæltets sukkerpolitik og sunde kostvaner med formiddagscroissant, kakao og kaffe med sødmælk på yndlingscafeen. Og stak af til en verden i Tivoli, der bestod af pandekager, græskar og hekse af den slags, der kan få selv en modig 4-årig til at spørge, om heksene godt kan finde på at komme efter børnene.  

Og så kunne jeg da godt have udvidet dette indlæg med en bid af leverpostejen og nævnt, at der lige var lidt krise, inden vi skulle ud ad døren. Fordi Tvitten absolut ikke bifaldt morens indkøb af flyverdragt, som har en HELT forkert farve og "nogle grimme lommer" (og som er købt på udsalg og derfor ej kan byttes og, som Tvitten i øvrigt påpegede, er alt for stor, hvilket kun slog forhåbningerne om nogensinde at få hende lokket i den endnu mere ned, fordi det har hun sådan set ret i). Eller nævnt, hvordan Tvitten og jeg forvildede os ind i en forlystelse i Tivoli, der viste sig at være alt for uhyggelig til en 4-årig, og som derfor kom til at føles u.e.n.d.e.l.i.g. lang og sendte moren på overarbejde i forhold til beroligende tale.

Men det gider jeg ikke. For dagen var helt igennem fantastisk med alenetid med Tvitten og masser af tid til at nyde og svare på finurlige spørgsmål ("Har du en splint i panden, Mor?" "Nej, jeg prøver bare at tæmme øjenbrynene, Skat") og lege i hyggelige universer. Som, da vi pyntede hele lejligheden med spindelvæv og edderkopper, så den kunne stå klar til at skræmme C og Mini Tvitten (og moren, der om natten havde glemt alt om plastikedderkopper over Mini Tvittens seng), når de kom hjem. Og ligesom, da vi inden sengetid dansede rundt til MGP og Gangnam Style (og ja, sidstnævnte ER sjov at danse til. Og så taler vi ikke mere om det).

Endnu engang kan jeg kun slutte af med at sige: Mer' vil ha' mer'.

mandag den 22. oktober 2012

"Tidligt op, tidligt i gang, så bliver dagen...

... træls og lang." Jeg tror, det var sådan C formulerede det, da vi skulle til at spise morgenmad lørdag morgen omkring kl. 6. For OH MY GOD, hvor startede weekenden tidligt. Mini Tvitten har fået for vane at vågne med et skrald ved en 4-tiden. Og det har indtil nu resulteret i en rituel stammedans, hvor enten C eller jeg går rundt med hende, til hun falder i søvn (og gud nåde og trøste én, hvis man prøver at lægge hende for tidligt igen!) eller til C lægger sig ind i Tvittens telt med den lille feststemte dame (lang historie - men noget med at Tvitten har slået sit prinsessetelt op på sit værelse og smidt sin madras derind. Og har sovet dér de sidste par uger), så hun ikke når at vække Tvitten, der i mellemtiden er kravlet ind i triplesengen.

Lørdag startede altså med endnu en tidlig vækning og med en af dem, hvor det ikke rigtigt lykkedes os at få Mini Tvitten til at falde i søvn igen på trods af vores desperate forsøg med at gå rundt og med at sige "shhh, sååå sååå," synge, sige ingenting, ligge i telt og ligge i ske. Da uret sagde 5.44 gav jeg op og kravlede ud i køkkenet med en Mini Tvitten, der i øvrigt begyndte at pludre og ralle og storsmile, i det øjeblik jeg lagde an til at stå op (grrrrrrr). Hvordan det lykkedes mig at finde diverse stikkontakter (overhovedet at finde køkkenet) og få tændt noget lys i den nattemørke lejlighed er mig stadig en gåde. Men det lykkedes. Og med en glad Mini Tvitten legende på gulvet fik jeg faktisk brygget kaffe, smidt rundstykker i ovnen, kogt æg, tørret vandpyt fra lækkende køleskab op fra gulvet og dækket bord (indsæt gerne skulderklap). Og så sad vi der i stearinlysets skær lidt over 6 om morgenen til lyden af to glade unger og til byen, der lige så langsomt begyndte at vågne op, ligesom os selv. Og det var brandhyggeligt.

Senere på dagen besluttede C og jeg os for en eftermiddagstur til Zoo, meget mod Tvittens vilje ("hvis vi skal dét, så bliver jeg hjemme og gider aldrig lege med jer mere!") sammen med en million andre turister. Tvitten blødte dog op, da hun fandt ud af, at vi ville tage en klapvogn med til hende i tilfælde af trætte ben - en klapvogn, som, viste det sig, ikke kun skulle fungere som hule med pude og tæppe men også som sæbekassebil på Søndermarkens bakker ("Far, når der kommer en stor bakke, så giver du bare slip, ikk'!!"). Vi slentrede gennem parken og lige ind i et par fantastisk rare timer i Zoo, hvor tiden gik med at spise is, høre løvefar brøle, lege på legepladsen, klappe gederne og betragte flodhestene.

Søndag formiddag splittede vi os op, og jeg fik nogle timer alene med Tvitten. Hun havde et brændende ønske om at komme i svømmehallen, og jeg havde et brændende ønske om at sige nej. Tanken om et lydinferno i DGI-byen og unger flyvende til højre og venstre matchede nemlig ikke mine planer om en rolig søndag. Kompromiset blev derfor en tur til Vandkulturhuset i Valby. Og hold da op, hvor er det bare 1.000 gange rarere end DGI-byen! Der var plads til at boltre sig i det sansespækkede legebassin, og til at Tvitten kunne øve sig i at få hovedet under vand uden at skulle bekymre sig om at få en arm eller et ben i hovedet af en 11-årig svømmehalskåd dreng. Og i babybassinet fik vi varmen igen, mens vi legede 'far, mor og børn'. Det var så hyggeligt at være på tur med Tvitten, men efter tre timer på farten var vi begge ved at være matte i hovederne af klor og varme. Så vi tog hjem igen til C og Mini Tvitten og nåede lige at lege lidt, inden vi tog et smut forbi min stedsøster og hendes dejlige familie. Hvor vi både nåede at affodre pigerne med rugbrød og æbler og at vække den lille smukke baby, inden vi tog hjem efter en times tid med en overtræt Mini Tvitten.

Weekenden, der startede så tidligt lørdag morgen med søvn i øjnene og døde kroppe, blev bare så kjempe fin. Og nu længes jeg efter sådan en weekend igen. Mer' vil ha' mer'....











Moren sneg sig til et hvil. Og sad der åbenbart så længe, at bladene faldt ned om ørerne på hende...

torsdag den 18. oktober 2012

Få dig et ordentligt arbejde, mand!!!

Tvitten er blevet så stor, at hun ofte gennem finurlige samtaler får udtrykt nogle tydelige holdninger til mangt og meget. Forleden snakkede hun og C for eksempel om, hvad C laver på sit arbejde:

C: Jeg sidder ved et skrivebord og arbejder på min computer.

Tvitten: Eeeej, det skal du ikke.

C: Hvad skal jeg så?

Tvitten: Du skal arbejde med noget ordentligt... Du skal være brandmand... Eller politimand... Eller arbejdsmand... Eller prins!

Okay. Så nu ved vi, at ældstebarnet er blevet så stor, at hun også har klare holdninger til, hvilken type arbejde der giver mest street cred. Er dog lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal bakke op om sidstnævnte som C's næste career move...?




    tirsdag den 16. oktober 2012

    Ready, set, Mini Tvitten!

    "Og så skal I også tænke på at babysikre jeres hjem", sagde sundhedsplejersken for en måneds tid siden og kastede et (hentydende?) blik over på ledningehelvedet ved de nyopsatte reoler. "Ja, for Mini Tvitten beynder jo snart at kravle", fortsatte hun, da C og jeg ikke rigtigt responderede med andet end et jysk "jow, jow". Bevares, vi ved da godt, at babyer ikke må bide i ledninger og børste tænder med toiletbørsten. Men vi var bare ikke helt nået til de bekymringer endnu, fordi  Mini Tvitten i lang tid mest af alt bare har lignet en lille hval strandet i vandkanten, som baskede lidt med halen fra tid til anden (imens hun spruttede veltilfreds og ikke lignede en, der havde travlt med at komme fremad).

    Men i weekenden skete det så: Mini Tvitten fandt ud af at arme og ben kan koordineres. Vi er endnu  ikke ude i en rendyrket krydskravl, men hun har fundet ud af at skubbe fra med det ene ben (det andet hænger mest på som dødvægt), mens armene bruges på at hive sig fremad. Og voila! Mini Tvitten er klar til eventyr. Det betyder så også, at C og jeg skal til at gennemgå vores hjem for baby-death traps og holde øje med at Mini Tvitten ikke går på rov i storesøsterens Barbie-habengut.

    Denne minepæl i Mini Tvittens historie var vi i øvrigt så heldige at kunne dele med Farmoren og K. De var nemlig på besøg i weekenden, og det betød i praksis is til Tvitten, gedigen hygge med udflugt til bl.a. Post & Telemuseet og mangefold grin og varme.



    Attack of the crawling baby

    Søndagshygge på Post & Telemuseet


    fredag den 12. oktober 2012

    Den vilde mor og den dårlige samvittighed

    Jeg er så vild. Ikke bevidst, altså. Men engang imellem når jeg leger og tumler med Tvitten, så hænder det, at hun kommer til skade. Som for eksempel i morges, hvor jeg holdt fast i hendes hænder, mens hun hang med hovedet nedad. Da tænkte jeg, at det da kunne være rigtig sjovt, hvis jeg så også lige gik en tur med hende. Og det var også sjovt, syntes Tvitten, lige indtil jeg hørte lyden af (alt for meget!) hår, der blev revet af, efterfulgt af et vræl fra Tvitten. Øv. Jeg var kommet til at træde på hendes hår midt i min kådhed. Der gik da også kun et sekund, inden den dårlige samvittighed og følelsen af manglende forælderevner kom væltende ind over mig, altimens jeg prøvede at forklare en fantastisk tapper Tvitten, at håret nok skal vokse ud igen. Og så blev jeg også en lille smule jaloux. Sgu. For hvorfor er det lige, at den slags bare ikke sker for C, når han leger med Tvitten? Han leger jo endnu vildere med hende (de øver vist nok faldteknikker), og alligevel føles det lidt som om, at det altid er mig, der kommer til at spænde ben for hende, så hun falder og banker næsen ned i gulvet! Hvad er det lige, der gør forskellen (og nej, her vil jeg ikke komme ind på, hvor urimeligt klodset jeg rent faktisk er)?! Nå men, imens jeg leder efter svaret, vil jeg trøste mig med, at C og jeg er blevet benådet med en Tvitten, som heldigvis er ret robust. Og ikke sådan lader sig slå ud af et par blå mærker på benene...

    onsdag den 10. oktober 2012

    P.s. ...

    ... Så kan man i øvrigt lige lære at begå hybris og fortælle om, hvor godt man synes indkøringen går! Når nemesis så rammer én om natten i form af en Mini Tvitten, der græder og skælder ud hvert 5-10. minut mellem klokken 22 og 1 og igen mellem klokken 4 og 6 i morges. Og som i øvrigt ikke lader sig mærke af nattens udskejelser, idet hun ved morgenbordet uden problemer kan snakke, sprutte og storsmile, som om intet var hændt (så sidder man der som forældre med blodsprængte øjne og fatter ikke helt, hvad der ramte én). Det mindede mig i øvrigt lidt om det scenarie, Østfronten så fint henviser til her.

    Well well, det er vel kun rimeligt, at hun bearbejder sit nye vuggestueeventyr i de trygge rammer herhjemme. Men kunne det ikke være fedt, hvis hun kunne bearbejde det om eftermiddagen? Den er jo i forvejen afsat til 'trætte børn med lavt blodsukker'-tid, tænker jeg...

    tirsdag den 9. oktober 2012

    Det var vuggestuen, der skete!

    Så kom den: vuggestuestarten. Den nye virkelighed, som jeg har gået og frygtet så længe, og som har været en af grundene til, at ordene ikke rigtigt har fundet vej til bloggen i en uges tid. Lige nu har jeg svært ved at tro, at jeg på noget tidspunkt vænner mig til det. Også selvom vi har prøvet det før. Faktisk tror jeg, at jeg denne her gang har været lidt mere utryg ved at skulle sende sådan en lille størrelse i institution, så C og jeg har gjort os rigtig (rigtig!) mange overvejelser om, hvad der ville være det bedste for Mini Tvitten og for os som familie. Vi har derfor kigget på alle mulige forskellige dagplejerordninger, private pasningsmuligheder og almindelige vuggestuer.

    Vi er imidlertid som så mange andre forældre i København blevet udfordret af, at det er noget nær umuligt at få sit barn i ønskeinstitutionen (man lærer hurtigt navnene på de ansatte hos Pladsanvisningen at kende, åh ja). Men vi var heldige i sidste ende at få tilbudt en plads hos en vuggestue med nogle søde pædagoger, og så lader vi som om, at den ikke ligger i langbortistan.

    Nu har Mini Tvitten så været på besøg i vuggestuen 7 gange. Og bortset fra opkast torsdag og et lettere fragmenteret indhold i bleen fredag (velkommen til vuggestueland) er det faktisk gået forrygende. Hun har smilet sit charmesmil og leget nysgerrigt med de andre børn og pædagogerne, og moren har indtil videre på forunderligste vis kunnet skjule sin desperation over at skulle skubbe den lille solstrejf ud af reden og overlade hende til fremmede mennesker. Okay, det hænger muligvis sammen med den lille bagatel, at det er C, der står for indkøringen, og at det ikke er mig, der skal smile og vinke halv-febrilsk til en uforstående Mini Tvitten. Men anyways. Jeg hæfter mig ved, at Mini Tvitten hurtigt falder til ro, når C er gået ud af rummet. Hun er stadig vores glade og tilfredse marcipangris og er altså ikke gået i 1000 stykker af at have været ude i verden på egen hånd. Så jeg tror, det nok skal gå. Ikk'?!



    En Mini Tvitten, der stadig er ved godt mod

    mandag den 1. oktober 2012

    En fødselsdagssjakbajs in spe

    Vi har holdt fødselsdag hele weekenden. Med alt hvad det indebar af balloner, flag, hjemmelavede sange, dug på bordet, hjemmebag og blomster alle vegne. Det var Tvitten som vært, der sørgede for det meste, og det var vel egentlig også rimeligt nok, taget i betragtning af, at hun kender fødselsdagsbørnene bedst: Hr. Bamse og Dukken. Og hun var god til det, var hun. Hun vidste lige præcis, hvor alting skulle (og ikke skulle!) hænge, ligge og stå, og der var heller ikke et øje tørt, da æresgæsterne ankom til festen pakket ind i balloner og (mors dyre) silkebånd. Og som i alle gode eventyr strakte fødselsdagen sig da også over flere dage. Og nåede endda helt ud til Frederiksberg søndag formiddag, da Tvitten og jeg tog på babyvisit hos bedsteveninde S med den lækreste lille nye baby, og hvor Tvitten insisterede på, at vi cyklede frem og tilbage gennem byen med flag og balloner flagrende efter os. Men vigtigst af alt, så var det en af verdens bedste weekender med et firkløver i zen, og som sluttede så hyggeligt af med maner på områdets nye legeplads.